Størrelse:

Med det verdens berømte krater i sin midte dækker Ngorongoro conservation area imponerende 8.300 km². Parken er placeret i et vulkansk område i det nordlige Tanzania. Mod øst løber The Great Rift Valley, og mod nord støder området op til Serengeti. Parken indeholder andre vulkaner end Ngorongoro endda en aktiv – Oldoinyo, som er den sidste aktive vulkan i området.

Rejsevej: 

Køreturen Arusha til parken er på 170 km

Steder at bo:  

Der er mange steder, man kan bo langs med krater ringen. Der er lige fra gode lodge til offentlige campingpladser.  Tyveri er et stort problem på campingpladserne, og man må ikke efter lade noget værdifuldt. Det er bedre at pakke alt og tage det med sig, når man kører ned i krateret.

Lodge er fra det meget eksklusive ( og dyrt ) til det mere rimelige.

Klima - Rejsetidspunkt:

De to regnperioder giver næsten alt den regn der falder i landet. Den ”lange regn” som falder fra marts til maj, og den ”korte regn” som normal falder mellem oktober og december. Det er normalt ikke noget problem at rejse under den korte regn, medens det under den lange kan give visse vanskeligheder med at komme frem. I det centrale højland ,som ligger over 1.200 m over havet, er dagene varme og nætterne kølige.

Parkens historie:

I 1978 blev Ngorongoro krateret erklæret for World Heriage Site. Før den tid var Ngorongoro frem til 1956 en del af Serengeti National Park, men på grund af konflikt med masaierne blev området i 1956 nedklassificeret til et conservation area. Det betyder, at masaierne må bo i området, dog ikke nede i selve krateret, men de må godt gå ned og vande deres kvæg.

Safari:

Landskabet, som det ses i dag, er det komplekse udkomme af kraftig bevægelser i jordskorpen, vulkansk aktivitet og kraftig erosion gennem tiden.

Ngorongoro conservation area består af to separate kløfter, som gennem tiden er blevet dækket af aske fra områdes vulkanerne. Det er et barsk landskab, som gennem årene er blevet slidt ned af erosion.

For  2,5 millioner år siden var den unge vulkan Ngorongoro fyldt med flyde lava, som da det størknede i skorpen dannede et tag. På et tidspunkt kollapsede taget, hvorved verdens største perfekte caldere (krater) blev dannet, med en diameteren på ikke mindre end 18 km.

Sammen med Ngorongoro krater, er der andre og mindre kratre i området at udforske. Olmoti og Empakaai som kan nås med en firehjulstrækker af en ikke alt for god vej.

Empakaai har ry for at være den kønneste vulkan i området, med et fantastisk udsyn til den soda sø, som fylder halvdelen af krater bunden.

Mod øst kan man i godt vejr se helt til Kilimanjaros snedækkede tinde, medens der mod nordøst ikke er langt til Ol Doinyo Lengai, som er masaiernes gudebjerg.

To andre udslukte vulkaner som man kan se på vejen fra Ngorongoro til Serengeti er Lemagrot og Sadiman. Det var aske fra Sadiman, der gjorde at de verdensberømte menneske fodspor, afsat i mudret ved Laetoli længer vest på, blev bevaret. Dette har været med til at give det moderne menneske et glimt af vores tidligere historie.

Der er lært endnu mere ved udgravningerne i Oldupai Gorge, et simpel vejskilt på vejen til Serengeti viser ind til Oldupai. Turen ind til besøgscentret er på ca. 6 km og foregår på en udmærket sandvej.  Her er også et lille museum med kopier af de forhistoriske knoglerester af dyr og mennesker.

Fra Oldupai kan man køre af nogle mindre sandveje for at komme frem til Shifting Sands - en vandreklit, som oprindelig stammer fra Ol Doinyo Lengai - gudernes bjerg, som ligger over 60 km længere øst på.

Shifting Sands er af noget meget mørkt sand - helt forskellig fra det omgivne sand, og vandreklitten er ikke særlig stor. Hvordan sådan en lille bunke sand kan holde sammen over en så stor afstand, forbliver uopklaret. Der var sat en pæl i jorden for hver 5 år - sandet bevæger sig ca. 20 meter om året. Med den hastighed må det have taget sandet over 3.000 år at nå her til!

Hvis man kører tilbage til vejen og fortsætter mod Serengeti i perioden mellem december og måske helt frem til marts (afhængig af regnen) er der en god chance for at løbe ind i emigrationen, som primært består af 1,4 millioner gnuer og ca. 200.000 zebra ( De kan dog også være inde i det sydlige Serengeti). Hvis dyrene er her, vil området omkring Lake Masek og Lake Ndutu være spækket med dyr, hvilket skaber et af de mest imponerende syn på jorden.

Ngorongoro conservation area har meget at byde på, men kronjuvelen i området er og bliver selve Ngorongoro krateret.

Afdøde profosser Bernhard Grzimek fra Tyskland, hvis navn er uløselig forbunden til Ngorongoro og Serengeti, har blandt andet skrevet i sin bog ”Serengeti må ikke dø”:

”Det er umulig at give en beskrivelse af krateres omfang og dets skønhed, for der er ingenting man kan sammenligne det med, det er et af jordens underværker”.

Efter turen fra Arusha til parken, når man frem til et udsigtspunkt lige hvor vejen når krater kanten. Udsigten fra krater kanten og ned i 260 km² caldera, det er en af de bedste i hele Afrika, når den ellers kan ses. Tæt tåge og skyer hænger ofte over højlandet. Højlandet er så massivt, at det skaber deres eget vejrsystem.

Fra krater ringen kan man ofte se elefanter, bøfler og næsehorn, mest som små pletter langt nede, men dog som et forvarsel om hvad der venter. Hvis man tager sig tid til at afsøge krateret gennem en kikkert, vil man givet vis få øje på mange andre dyr, måske endda en flok løver, som sover ud i det åbne.

Efter at have nydt udsigten er det på tide at køre hen til den stejle Seneto nedkørsel, for at komme ned til krater bunden og lade eventyret begynde.

Det er omgivelserne, der gør en safari her ekstraordinær. De stejle krater vægge giver ofte en dyb skygge, hvilket skaber den perfekte baggrund for ens billeder, og med lidt held giver de høj Gul Feber akacie træer i eftermiddags lyset, en ekstra tilføjelse i billedet.

Men det er dyrelivet hernede, der er hovedattraktionen. Der er et stort og varieret dyrelivet, og mange af dyrene er vant til bilerne og kommer tæt på. Dyrene opholder sig ofte på de åbne arealer, og er derfor lette at se og fotograferer.

De dage, hvor man måtte kører off-road, er heldigvis for længst forbi, men der er et godt udbygget vejnet, der tillader at man kan komme tæt på, hvad det nu er, man ønsker at se på.

Krateret er hjem for en af de tættest bestande af løver i Afrika - antalsmæssigt svingende mellem 80 og 100 individer. Der er dog bekymring over indavl af bestanden, på grund af ringe ind- og udvandring af løver fra krateret.

Krateret er et af de bedste steder i Afrika, hvor man kan komme til at se det sorte næsehorn. Mange af dyrene har af en eller anden grund nogle fantastisk spektakulær horn, ligeledes har mange af elefant tyrene flotte stødtænder, og de er meget tolerante over for bilerne.

Den mest sky af kattene - leoparden, ses ofte i eller omkring Lerai skoven (Lerai er masaiernes ord for Gul Feber akacie), medens plettet Hyæne er talrig.

Andre rovdyr man måske for at se er, serval, sortrykket og guld jackal samt ørehund, kun geparden er sjælen her, men den ses jævnlig på sletterne over mod Serengeti.

Af den store mængde gnuer der er i krateret, drager en del med ud på den store årlige vandring op til Kenya, men de fleste bliver i krateret hele året.

Bøfler, hvor af nogle er meget store tyre, topi, reedbuck, grant’s og thomson’s gazeller, kongoni, zebra og flodheste er alle talrige i krateret. Helt fraværende er almindelige busk savanne arter som impala og giraffer, man formoder at krater kanten er for stejl, og der er ikke meget føde til løv spisende arter nede i krateret. De elefanter man ser nede i krateret er tyre, familie flokke er fraværende, formodentlig er dette også fordi, kanten er for stejl til de unge kalve.

For ornitologer er mulighederne mange, med en stor bestand af rovfugle og vandfugle m.m. Hold udkik efter den majestætiske Augur Buzzard, som er almindelig i dette højland og ofte ses nær Seneto nedkørslen. Den lille og den store flamingo stimler sammen i soda søen Lake Magadi i midten af krateret., hvilket i perioden med mange flamingoer skaber et farveridt skue. Flamingoerne, som yngler ved den nærliggende Lake Natron, kommer til Magadi for at søge føde i der næringsrige vand.

Der er kun 110 år siden den første europæer, den tyske opdagelse rejsende Oscar Baumann  opdagede krateret. Nu er det krater blevet et safarimekka for rejsende fra hele verden, og  en  endeløs strøm af besøgende i deres benzin slugende Land Rovere, Landcruisers og 4x4 mini busser, strømmer ind og ud af krateret. Mange garvede Afrika rejsende springer derfor lidt hånlig over Ngorongoro. Det svarer til at besøge Paris og så springe Eiffel tårnet, Noter Dame og Louver over, fordi der var mange turister.

Alt hvad man behøver er lidt forudseenhed og lidt planlægning for at undgå det værste trængsel, f. eks. starter den typiske minibus turist først fra hotellet oppe på krater kanten efter morgenmaden, så hvis man starter tidlig, er det sandsynligt, at man har krateret helt for sig selv i en times tid. Uheldigvis er park reglerne sådan, at man må vente med at begynde nedkørslen til efter solen er stået op, og i endnu være er, at man er nød til at starte turen op længe før det bedste lys til fotografering kommer om aftenen.

På de offentlige picnic pladser er den Yellow Billed Kites blevet et alvorlig problem, idet den elegante fugl stjæler maden ud af hånden på folk ved den mindste chance.