Fakta:

Link til kort:

Masai Mara

Serengeti

Ud over de 2 verdens berømte parker, Serengeti på 14.760 km² og Masai Mara på 1.794 km², består økosystemet af lige så berømte Ngorongoro Conservation Area, samt af Maswa Game Reserve, som primært er et jagt reservat beliggende i det syd vestlige hjørne. I det nord vestlige hjørne mellem Grumeti og Mara river har området uden for national parkerne status af kontrolleret område, hvilket vil sige, at dyrelivet her skal leve samme med lokal befolkningen, områderne her hedder Grumeti og Ikorongo Controlled Area. Vest for Serengeti og nord for Ngorongoro ligger Loliondo Controlled Area som også er en del af systemet.

Serengeti National Park, som i dag er erklæret både et World Heritage Site og International Biosphere Reserve, blev oprettet i 1951 som Tanzanias første national park. Masai Mara blev oprettet tre år tidligere, den gang var det dog kun halv så stor som i dag. I et forsøg på at forhindre krybskytter, fik Masai Mara i 1961 den udformning, det har i dag.

Masai Mara er i modsætning til Serengeti aldrig blevet en rigtig national park, men er et National Reserve, der administreres via det Masai styrede Narrok County Council. Indtægterne fra parken bliver brugt til fordel de lokale Masai samfund. I dag kan der overnatte mere end 1500 i lodge og teltlejre i parken.

Rejsevej:

Indtil sidst i 1970’erne var Masai Mara nærmest kun et overnatningsstop for turister, på vej til og fra det langt mere populære Serengeti. Men da Tanzania i 1977 lukkede grænsen mellem de to parker, valgte mange turister at blive i Kenya, hvilket gav grundlag for en række nye lodges.

En genåbning af grænsen mellem disse to fantastiske vildt områder har længe været et ønske for mange natur- og turistorganisationer, der arbejder i området. På grund af den politiske situation er den eneste mulighed, hvis man ønsker at besøge begge parker, at køre den lange vej rundt: Enten via Nairobi og Arusha eller ud til Lake Victoria og over grænsen der - meget upraktisk, og det betyder uden tvivl tabt omsætning for turistindustrien i begge lande.

Safari:

Se Gnuernes vandring mellem Tanzania og Kenya

Har man sagt Serengetis økosystem, har man også sagt ”The Great Migration”, den årlige vandring af 1,4 mill. gnuer med følgeskab af ca. 200.000 zebraer og ½ så mange thompson’s gazeller.

Hver år drager de ud på en 1.500 km. lang rundrejse, som bringer dem fra det sydlige Serengeti, via Serengetis vest korridor til Masai Mara i Kenya inden turen igen går syd på.

Rundrejsen bliver ofte beskrevet som ”Det største dyre show på jorden”. Showet er set med en gnus øjne til at overse, de løber for livet, turen koster over 40.000 af dem livet, men hvis de bliver, æder de sig selv ud og vil sulte ihjel i stedet, så de er nød til at løbe - løbe for livet.

Men imponerende er det, her i dette 40.000 km² store økosystem kan man som et af de sidste steder opleve det ægte vilde Afrika.

Serengeti – Masai Mara økosystemet er det sidste af de store savanne systemer i Afrika, som er komplet, systemet giver leve grundlag for den højest koncentration af dyr noget sted i Afrika – ja hele verden.

Da Masai Mara dækker et væsentlig mindre areal end Serengeti, bliver den af mange betragtet som mere ”bruger venlig” end dens sydlige nabo, og dyrelivet i Masai Mara er da også et af de steder i Afrika, hvor det er lettest at se.

En af grundene er uden tvivl den høje dyre tæthed, Masai Mara er en lille park efter afrikansk standard, men alligevel er der i perioder over 100 dyr pr. km². Til sammenligning indeholder Sydafrikas største national park Krüger, som vel og mærke er 12 gange større men under 10 dyr pr. km².

Under den store dyre vandring er der i perioder talt 1,5 millioner dyr i og omkring Masai Mara.

Nu er det ikke kun gnuer og zebraer, der gennem den årlige store dyre vandring sikrer sin overlevelse, tilstedeværelse af så mange byttedyr er garanti for, at området indeholder en stor population af rovdyr: Løver, hyæner, geparder og leoparder de er her i stort tal.

Kun den afrikanske vild hund mangler, den er blevet udryddet af sygdomme bragt ind i parken af Masaiernes tam hunde.

I floderne Grumeti og Mara lever nogle af Afrikas største krokodiller, deres årlige hovedmåltid er, når gnuerne krydser deres del af floden.

Det sorte næsehorn blev næsten udryddet af krybskytter i 1970’erne og 1980’erne, bestanden er nu så småt begyndt at stige både i Serengeti og i Masai Mara, men der er meget langt op til de 10.000 af dyr, man regner med, der levede her før krybskytternes tid, og man skal være meget heldig for at se et.

Antallet af elefanter stiger også igen, idet mindste i Masai Mara, efter at største delen har været skudt bort af elfenbens krybskytter.

Af andre dyr der optræder i stort tal er masai giraf, zebra, bøffel og flodhest medens man blandt antiloperne kan forvente at se thomson’s og grant’s gazelle, topi, eland, defassa vandbuk og coks harterbeest, så vel som den lille kirk’s dikdik.

Den åbne græssavanne længst mod syd har givet Serengeti sit navn, Serengeti kommer fra Masaiernes ord ”Siriget”, som betyder endeløs slette. Mod nord bliver parken anderledes, idet landskabet langsomt skifter til busk- og skovsavanne, samtidig bliver savannen mere kuperet. Det er dog græsset, der under en eller anden form er kendetegnet for hele Serengeti - Masai Mara økosystemet. Både i forbindelse med busk- og skovsavannen er der store strækninger med åben græsland, nogle som holdes åben på grund af oversvømmelser, medens andre bliver forhindret i at springe i skov, Masai Mara f.eks., fordi de afgræsses.

Græssavannen mod syd er derimod ægte græssavanne, som ikke har forandret sig i tusind af år. Jorden her stammer fra de store vulkan udbrud, som skete på Ngorongoro højsletten for millioner af år siden. Den asken, der blev spredt over den sydlige del af Serengeti, er næringsrig men alkalisk, og bliver hård som sten i tørtiden, så træer kan ikke gro her, og dog er det her Serengetis spisekammer er. Efter regn produceres her store mængder af det kort sød græs, som de mange planteædende dyr foretrækker.

Det er fra denne del, at den årlige gnu vandring tager sit udspring, her tilbringer hjorten 3 til 4 måneder - fra en gang i december til en gang i april, tiltrukket af den store fødemængde. Ligeledes er det her, at de føder deres unger, ca. 400.000 kalve fødes her over en periode på kun tre uger.

Der er selvfølgelig lige, hvad områdes rovdyr har ventet på. Selv om en gnu kalv er på benene og kan løbe ved siden af sin mor kun 15 minutter efter fødslen, er de nyfødte stadig sårbare for angreb af rovdyr. Den samtidige fødsel af op til 400.000 kalve skaber et kæmpe overskud af føde for rovdyrene, som kun kan nå at nedlægge og spise en lille procentdel. Faktisk regner man med, at der dør flere gnu kalve af sult, efter at de er kommet væk fra deres mor, end der bliver taget af rovdyrene.

Fra dette område, hvor gnuerne opfoster deres kalve, bevæger de sig mod vest og nordvest ind i et område med rød havre græs, et områder der er spætter af akacietræer og overstrøet med granit kopjes der rager op, så som Noru, Simba og Gol kopjes.

Fra denne skovsavanne deler Serengeti sig i to arme, den ene strækker sig mod vest mellem floderne Mbalageti og Grumeti, medens den anden strækker sig mod nord - helt op til Masai Mara

Gnuerne trækker i løbet af maj – juni ud i den vestlige korridor, inden de drejer af mod nord, her løber de ind i en af turens helt store forhindringer Grumeti river med nogle væmmelig store krokodiller.

Gnuerne er selvfølgelig ikke klar over, hvor parkens grænser går, de bevæger sig ind og ud af national parken afhængig af hvor og hvornår regnen falder. Hovedparten af dem bevæger sig i løbet at juli og august mod nord gennem Ikorongo Controlled Area, her er det langt mere sandsynligt, at de ender som menneskeføde, end at de bliver tager af et rovdyr.

Som regel krydser de ind i Masai Mara i august, men som alt andet i naturen er det umuligt at opstille en nøjagtig tidtabel. I oktober eller november begynder de at drage mod syd igen, her løber de ind i nok en flod, der skal krydses – Mara. Det er uden sidestykke et af de mest filmede optrin i Afrika, næsten alle de optagelser man ser af gnu krydsninger på film stammer herfra. Selv som turist kan man få en fantastisk oplevelse her, men har man som de fleste, kun en dag til rådighed kræver det både held og tålmodighed.

Gnuernes turen går ned langs den østlige grænse af Serengeti hjem til græssavanne, og nok en cyklus er afsluttet.

Perioden mellem august og oktober er den bedste tid at se gnuerne på i Masai Mara, her vil man normalt på en enkelt dag, møde i tusindvis af gnuer og andre af savannes græs ædende dyr, men der er ingen garanti. Som en af områdes bedste naturfotografer: Jonathan Scott, der har boet 25 år i Masai Mara, skriver i sin bog ”The Great Migration”, man kan tilbringe et helt liv i Masai Mara, bare med at vente på den typiske dyre vandring.  

De små detaljer -  går de højre eller venstre om en højderyg, krydser de floden her eller en kilometer længere oppe, ikke to år er ens. Man kan slå lejr hele september på bredden af Mara floden, og ikke se en eneste af krydsningerne, hvis man er uheldig.

Vejret er det element, der driver dyrene til at vandrer rundt. Vejret kan opdeles i fire perioder: En kort tør - som falder typisk fra december til februar/marts. En længere regnperiode på omkring 6 uger fra engang i marts til ind i maj. En lang tør periode fra juni til september og endelig en kort ustabil periode med lidt regn på et eller andet tidspunkt i oktober eller november.

Denne skiften mellem tørre og våde perioder har en stor indflydelse på vandringen, og på hele økosystemet. Regn i Afrika er ustabil, i 70 ud af 100 år vil Serengeti – Masai Mara få mindre end 750 mm regn pr. år, det vil blive ujævnt fordelt, og det vil sandsynlig falde som kraftige tordenskyller, hvor det meste af vandet løbe væk uden at gør gavn.

Serengeti – Masai Mara økosystemet er stedet, hvor mange starter med at udforske Afrika, og for mange er det stedet, hvor de fik Afrika under huden, så de bare må tilbage efter flere oplevelser.