Nej, det er ikke gødningsbillen.

Det bruger enormt meget vand pr. dag ...... Hvilket dyr er det så? 

Gødningsbillen - uden denne lille specialist ville Afrika være dækket af en sydende masse af fluer og sygdomsbefængt mudder.

At skubbe af sted med en klump dyreafføring, der er 40 gange så tung som én selv, er ikke noget problem for gødningsbillen på den afrikanske savanne. Ny forskning viser, at dette er en af de vigtigste grunde til, at savannen er grøn og frodig.

Den afrikanske gødningsbille, skarabæen, har som det første dyr vist sig at bruge månelys som vejviser, når den skal bringe sin føde i sikkerhed. Billen, der lever af gødning fra elefanter, antiloper og andre af savannens dyr, triller ved solnedgang af sted med en kugle, som den har rullet sig af den næringsrige gødning. På måneklare nætter bevæger skarabæen sig i en lige linje væk fra findestedet, men er det overskyet, bliver kursen mere famlende. Forsøg har nu afsløret, at det ikke er det direkte måneskin, der viser billen vej, men det såkaldt polariserede lys, som opstår, når lyset fra månen rammer mikroskopiske partikler i atmosfæren. Dette lys er usynligt for det menneskelige øje.

Store og stærke hanner - med et par ordentlige horn - vinder ikke altid kampen om at parre sig med hunnerne hos de langhornede gødningsbiller. Nogle hanner har nemlig fundet en smart fidus. De har ingen horn, og det gør dem hurtige. Så hurtige, at de ofte snyder de langt stærkere rivaler. Det har forskerne nu opdaget, efter at de har studeret parringskampe mellem hannerne. Kampene foregår i små gange under jorden, hvor hunnerne sidder dybest nede og venter på en værdig mage. Hornede hanner vinder altid over hornløse, hvis det kommer til egentlig kamp, men hvis det lykkes en af de små hanner at komme forbi en stor han eller snige sig uden om to kæmpende hornede hanner, har den store chancer for at nå frem og snuppe hunnerne lige for næsen af dem. De store hanner har også svært ved at manøvrere rundt, fordi gangene er smalle, og hornene derfor uvægerligt vil skrabe mod væggene. Det er lidt af en sjældenhed i dyreverdenen, at hanner inden for den samme art er så forskellige, som det er tilfældet blandt de langhornede gødningsbiller. Og det er højst usædvanligt, at den umiddelbart svageste part klarer sig næsten lige så godt som den stærke.  

Gødningsbillen står over for utallige, fysiske forhindringer samt tyve, rovdyr og ubetænksomme bevægelser fra os mennesker.