Jeg sidder på terrassen foran vores telt og er det mest lykkelige og veltilfredse menneske jeg til dato har oplevet mig selv. Det regner, tordner og lyner, men hvad betyder det, når man er lykkelig og veltilfreds. Der er intet, der kan spolere denne stemning.

Det er ikke til at forstå, at jeg har oplevet noget, som ikke ret mange pt. har oplevet. Men jeg håber, at der er flere, der kommer til at opleve det. Ikke mindst for dem selv, men også for Uganda og bjerggorillaerne. Så vi kan bevare dette fantastiske dyr, de er trods alt vore nære slægtninge.

At opholde sig sammen med bjerggorillaerne i en time er egentlig for lidt, jeg kunne tilbringe flere uger sammen med dem. Men de skal for enhver pris bevares, og det er ensbetydende med, at der skal være begrænsning på, hvor meget menneskelig kontakt der skal være. I Bwindi Impenetable National Park har de tre grupper, hvor der må komme besøg til. Og der må max. være 6 turister i en besøgsgruppe pr. dag.

Jeg havde mine betænkeligheder med, om jeg kunne klare at tracke bjerggorillaerne i de høje bjerge (1.500 - 3.500 meter), på trods af at jeg har løbetrænet i de sidste par år. Grunden til min bekymring skyldes to ting:

Den anden bekymring skyldes en hollandsk pige, som var den eneste anden gæst på Mantana Safari Lodge. I går havde hun gennemført tracket til bjerggorillaerne. Hun fortalte, at hendes ben var helt ødelagt, og at hun flere gange på vej op havde ønsket at vende om. Og på vej ned var et helvede, selvom de havde haft tørvejr til hele turen. De havde brugt 7½ time på deres track. Den hollandske pige er i øvrigt en hel historie for sig. Det skal lige nævnes, at hun var en stor pige på omkring 80 kilo.

Selvom benene var fit for fight, og Kim blev ved med at sige, at jeg sagtens kunne klare det, så var jeg stadig lidt betænkelig, så min nattesøvn sluttede efter et toiletbesøg kl. 3:30.

6:30 var det igen tid for et toiletbesøg, og så kunne jeg lige så godt blive oppe. Vi fik pakket vores rygsække med fotoudstyr, regnjakker, vand og væsentlige papirer blev lagt i plastikposer af hensyn til evt. regnvejr.

7:15 indtog vi vores morgenmad og 7:40 var Frank (vores chauffør) klar til at køre os til udgangspunktet for bjerggorilla tracket i Bwindi Impenetable National Park. Frank skulle have vores pas, da bjerggorilla tilladelserne er udstedt på pasnummer. Jeg havde heldigvis taget mit gamle pas med, selvom rejsearrangøren var informeret om, og har videresendt mit nye pasnummer. Men det viste sig, at bjerggorilla tilladelserne var udstedt på mit gamle pasnummer. De huller, som det danske politi har klippet i det gamle pas, betyder ingenting.

I forbindelse med at vi er i gang med at finde en god vandrestok i den store stak, kommer en højtråbende australier og hans kone hen og hilser på os og præsenterer sig, som om vi har kendt hinanden i mange år. Han gør dog en fejl, han hilser ikke på Frank, som vi står sammen med, formentlig fordi han er sort. Men Frank er ikke tabt bag en vogn, han stikker lappen frem og siger:

”Hello, I’am Frank and from Uganda”, så må australieren give ham lappen. Jeg bryder mig ikke om mennesker, som i den grad ser ned på de sorte, og er så højtråbende, at alle skal lægge mærke til dem. Jeg håber ikke, at vi skal være i samme gruppe som ham, da han kan spolere hele turen. 

Frank skaffer en supporter til at bære den tunge rygsæk, som indeholder 3 liter vand, madpakker, regnjakker og et kamera. Kim har den anden rygsæk, hvor der kun er et enkelt kamera og de vigtige papir.

Supporteren Wilburn er også den, der giver en hånd eller et skub på nogle af de stejle og glatte strækninger, hvis der er behov for det. Faktisk tilbyder han mig, at hvis det går helt galt, så kan han sagtens bære mig, men det håber jeg nu ikke, for det må være aldeles ubehageligt i disse bjerge. Det skal lige siges, at Wilburn er et halvt hoved mindre end mig, og nok 10 kilo lettere, men han er et lille muskelbundt, så jeg tvivler ikke på, at han kunne bære mig. De er jo vant til at bære enorme mængder på deres rygge.

På dagens tur er der kun 8 turister, selvom der er fuldt booket. Det vil sige, at 16 turister er blevet væk og parken har fået 16 x 275$. Man får nemlig kun en del af sine penge retur, såfremt man er blevet syg. Syge mennesker får ikke lov til at komme op til bjerggorillaerne, da de er meget modtagelige for vores sygdomme. Ja, selv en forkølelse er en hindring. 

Vi bliver alle samlet omkring kl. 8:30 og Chief  Inspector Kissa checker at alle er ordentlig påklædt med hensyn til fodtøj m.v. Ligeledes beder han alle putte deres bukser ind i strømperne på grund af myrerne, som kan være på ruten. Her nægter den larmende australier, da hans bukser er imprægneret med et eller andet gift, som bevirker at myrerne dør, hvis de kravler på hans bukser. Jeg kan se at Kissa trækker lidt på smilebåndet, og tænker: ”at det bliver australierens problem, jeg kender myrerne”.

Kissa spørger så, om der er nogen, som ville skifte gruppe, da det er ulige fordelt 6 mod 2. Kim og jeg kigger på hinanden, derefter på den larmende australier, og så smutter vi over til de canadiske damer. Wilburn følger mig allerede som en skygge.

Rangeren Moses ridser nogle af de regler op, som vi har fået på papir og cirka 8:45 traver vi af sted. Vejret er gråt men lunt og tørt. De to canadier har også hver deres supporter. Alle tre supportere starter med at gå bagerst. De to canadier går efter Moses. Kim og jeg bliver enige om, at det er dem, der skal sætte tempoet. Det nytter ikke noget, at de lægger for hårdt ud, vi ved jo ikke, hvad der venter forude. Moses kommer hurtigt et godt stykke foran dem, og de spørger, om vi vil gå forrest. Men hele gruppen er enige om, at det er dem, der skal sætte farten, så er det bedre at bruge lidt længere tid.

Det går nu stille og roligt op igennem hårnålesvingene, og bliver det for stejlt, så smutter supporterne lige forbi og er klar til at give en støttende hånd. Det bevirker, at jeg føler mig meget mere sikker på benene, og det føles egentlig meget let at gå til toppen. De canadiske damer afslår konsekvent den hjælpende hånd, deres supporter tilbyder dem.

Det tager 1½ time at gå til toppen. På toppen af bjerget holder vi en pause og Moses forsøger at få radiokontakt med de trackere til M-gruppen, som er sendt ud kl. 7:00 her til morgen.

Trackerne har fundet friske spor efter bjerggorillaerne, men har endnu ikke set dem. Vi begiver os så ned på den anden side af bjerget.

På et tidspunkt baner vi os vej gennem meget tæt vegetation, og jorden er meget sumpet og våd. Et sted er jorden så blød, at mudder næste kan løbe oven ind af skoene. Men så kommer Wilburn og leder os en lille omvej, så vores fødder forbliver tørre. Han griner lidt og peger på de andres fødder.

Der varer ikke længe, før radioen skratter, og trackerne melder, at de har fundet bjerggorillaerne. Det giver et lille gib i en, for nu er vi ved at være tæt på.

Da vi nærmer os bjerggorillaerne, skal alt efterlades sammen med supporterne, det er kun tilladt at have kamera og ekstra film med. Det er ikke tilladt at bruge blitz.

Vi efterlader supporterne og baner os vej igennem vegetationen, som nu er blevet meget tæt. Jeg  vakler noget, da det vi går på, er bløde grene fra vegetationen, som de hugger om med macheten. Vi har ikke længere vores stok, da den er efterladt hos supporterne.

Med kameraet i den ene hånd må jeg da også lige ned på siden,  men lander

blødt på grund af vegetationen. Jeg spejder efter bevægelse i vegetationen, men den er næsten i mandshøjde, så det er meget svært. Men efter fem minutter ser jeg min første bjerggorilla. Det er ubeskriveligt, men jeg kan lige ane hovedet i den grønne vegetation, og der lige ved siden af sidder endnu en og spiser, endnu en og der en unge.

Trackerne og Moses anvender macheten til at hugge noget af vegetationen om, så vi kan få et bedre udsyn.

Mbara gruppen er på 8 bjerggorillaer: Silverbacken – Sleep alone, 3 hunner, 2 unger og 2 halvvoksne hanner.

De første billeder bliver skudt, og på et tidspunkt er den mindste unge meget underholdende. Den er i gang med at bygge en rede. Silverbacken sidder stille og rolig, samtidig med at den spiser af den grønne vegetation og holder øje med gruppen og turisterne. I øvrigt så fiser bjerggorillaer ret meget.

På et tidspunkt kommer jeg til at kigge ned ad mig selv, og da jeg sidder godt og grundigt plantet i vegetationen som en anden bjerggorilla, så er der masse af forskellige insekter, edderkopper m.v. på mit tøj. Men det har jeg ikke tid til at koncentrere mig om, her er det bjerggorillaerne, der er det vigtigste.

Bjerggorillaflokken flytter sig lidt, og det bevirker, at de ikke er så synlige mere. Moses og trackerne går ned for at fjerne lidt mere vegetation, og så kalder de os nærmere igen. Og nu er vi inde på 4-5 meters afstand, og så kan det nok være at knappen på kameraet rendte varm igen.

Gorillaer er et af de dyr, man kan få øjenkontakt med, og når det er på 4-5 meters afstand, er det en helt speciel oplevelse, som jeg ikke kan beskrive. Den skal opleves. (Nu, hvor jeg er kommet hjem, kan jeg læne mig tilbage i min lænestol. Drømme mig tilbage til den oplevelse, det er at stå og kigge en stor bjerggorilla i øjnene på så kort afstand).

Bjerggorillaerne udstråler en ro og afslappethed, som jeg ikke har oplevet hos andre dyr. Medens jeg sidder sammen med dem, er jeg overbevist om, at dyrenes konge ikke er løven, men bjerggorillaen. Silverbacken har det kølige overblik og hans udstråling og selvsikkerhed er imponerende. Jeg kan godt forstå at gruppen har stor respekt for ham. Knap 180 kilo muskelbundt og 1,80 meter høj, hvis han rejser sig.

Moses melder, at der er 4 minutter tilbage af den time, vi må tilbringe sammen med bjerggorillaerne. Lige efter Moses har sagt dette, så rejser silverbacken sig og forlader scenen. Hele gruppen følger stille og roligt efter. For mig ser det ud som om  bjerggorillaerne har en tidsfornemmelse, og at de har gjort deres pligt ved at sidde til skue for turisterne, i håb om at de ikke bliver udryddet. Så vi forlader også scenen, og da vi er kommet lidt væk, bliver supporterne tilkaldt med vores rygsække og stokke.

Vi bevæger os mod toppen af bjerget, og igen leder Wilburn os uden om det sumpede område. På toppen indtager vi vores medbragte mad. Der er som sædvanlig for meget, så resterne bliver givet til Wilburn, de øvrige supportere, rangere og vagter.

Det går i rask tempo nedad, men efter en ½ time begynder det at regne. Det gør ikke tingene nemmere, men Wilburn er en knag. Han ved hvor vanskelighederne er, og på trods af at han har gummistøvler på fødderne, så smutter han rundt på bjergsiden som en anden bjerggorilla. Os turister med de rigtige vandresko kan knap nok stå fast.

Canadierne ville stadig ikke tage mod hjælp fra deres supporter, hvilket den ene måtte have fortrudt. Hun nåede lige at afslå en hjælpende hånd, inden hun gled med det ene ben bukket op under sig. Det så ikke godt ud, men der skete heldigvis ikke noget, det var rent held.

Stolthed er en mærkelig størrelse.

Vi fravælger at tage regnjakker på, da det faktisk er dejligt med lidt regn. Vi har det varmt og er gennemblødt af sved i forvejen. Wilburn tager sit regnslag på, for han vil beskytte vores fotoudstyr. Så den sidste ½ time af nedstigningen foregår i regnvejr, og den tiltager og bliver til meget kraftig regn med torden og lyn.

Vel nede søger vi ly for regnen i en hytte og får skjorterne vredet for vand. Der går ikke fem minutter så er Frank på pletten, storgrinende af de druknede danskere. De canadiske damer vælger at køre til deres lodge med det samme, og så få deres certifikater senere. Vi venter på vores, og de bliver overrakt af Moses sammen med en lille tale.

Wilburn har været en rigtig god supporter, og jeg vil anbefale, at hvis du tager på bjerggorillatracking så køb en supporter, det gør det meget nemmere at komme op og ned af bjerget.

Han skal selvfølgelig have sin betaling, for det arbejde han har udført på bjerget. Frank havde oplyst os, at prisen er 5.000 Ush. Det er under 20 kroner. Han gjorde et godt stykke arbejde med at slæbe den ene af vores rygsække, og støttede mig i de svære passager, så vi gav ham 20.000 Ush., som svare til cirka 75 kroner.

Jeg klarede det – og benene har det fint.

Se en bjerggorilla i øjnene