30/9-2006 En dag vi aldrig vil glemme.

Vi stod så tidligt op, så vi kunne gå ned til floden og nyder at solen stod op.

Ved 6 tiden forlod vi Lower Sabie, for at køre en lang tur over til den vestlige grænse, det er ret diset her til morgen, hvilket giver nogle skægge effekter, det var godt nok ikke gorillaer i disen, vi så - men giraffer.

Den første pause holdt vi i skjulet bag Skukuza igen, her var sgu allerede en del mennesker, herefter kørte vi til Pretoriuskop for frokost, men da vi ikke rigtig kunne finde en god skyggeplads her, fortsatte vi til Afsaal picnic spot, som er den største picnic spot i parken, og den eneste hvor man kan købe andet en kolde vand.

Hertil var der sådan set ikke sket ret meget, men det skulle vise sig, at de sidste par eftermiddagstime havde noget specielt i ærmet til os. Da vi når den afkørsel, der skal bringe os hjem af, får vi øje på en leopard, den ligger helt tydelig på lur bag vejstenen, lidt længere fremme af vejen går et par Warthog med unger, og et par impalaer. Den tager ingen notits af os, medens vi får placeret vognen bedst mulig, herefter sætter vi os til at vente, en gang imellem stikket Leo lige så stille hoved frem for at tjekke, men ellers sker der intet i en halv times tid.

Warthogene og deres unger kommer langsomt nærmere, og på et tidspunkt passerer de leoparden på ganske få meters afstand, grebene strammes om kameraerne og øjet sidder klister til søgeren.

Men nej - det er ikke gris på menu kortet i eftermiddag, de for lov at passerer, også selv om en af ungerne passerer mindre end 5 meter fra den.

Efter warthogene følger impalaer, den første passerer - ingen reaktion, vi har snart helt krampe i armene af at holde kameraerne, så den næste impalaer, og så sker det, inden man når at tænke, er det hele forbi. Desværre mislykkes angrebet, og det hele er gået så stærkt, at vi ikke engang har nået at se, om det var tæt på. Et kik på kameraernes tæller viser at producenten har ret, det kan tage op til 5 billeder i sekundet, det bliver skægt at komme hjem, for at se hvad vi fik.

(Disse billeder blev taget med Canon EOS3, da den kan tage billeder af ting der bevæger sig med 50 km. i timen)

Efter et par minutter forsvinder Leo ind mellem nogle store sten, og efter yderlig 10 minutter kører vi videre hjem af.

Vi fik nogle billeder, men vi kan se hvor svært det er at være naturfotograf, og at det kræver mange timer og mange forsøg, for at få det helt perfekte billede, men vi har trods alt en stor oplevelse med hjem.

Det var oplevelsen, som redde turen i Krüger Nationalpark, men men men ...... der var mere i ærmet til os.

Vi sad lige et par minutter for at sunde os, inden vi startede med at kører de nu 4 kilometer hjem, og så f…. 1 kilometer før Lower Sabie nok en leopard. Vi må med skam erkende, at vi bare tog et par rutine prægede billeder, vi kunne simpel hen ikke rumme mere.

1/10-2006 En meget varm dag.

Her fra første oktober åbner gaten en halv time før, så vi står endnu tidligere op end vi plejer, 4⁴⁵. Det er ikke, når vi holder ferie i Afrika, vi sover længe. Vi er ikke andet end lige kommet uden for hegnet, før vi løber ind i den største hyæne, vi har set til dato, den var godt nok stor.

På grund af den halve time vi er før ude i dag, er vi i parken under solopgang, så vi benytter lige lejligheden til at rette en 900mm linse mod solen, hvilket man absolut kun skal gør så længe solen er rød, men så får man også en stor fin rød sol.

Samme sted får vi øje på et par Bateleur, som var ved at gør klar til de mange kilometer de skulle have fløjet den dag. Det er simpelthen en fantastisk ørn, helt forskellig fra de øvrige ørne. Lidt senere på dagen løb vi også ind i en Bateleur ungfugl. Bateleur har i Krüger et sidste fristed, uden for parken er den meget sjælden at se en.

I løbet af formiddagen havde vi mest held med næsehorn, halvvejs nede ved Crocodile Bridge løb vi ind i en hel lille flok, der var blandt andet en hun med en stor unge. Hunnen havde et af de mest perfekte horn, vi har set til dato, som alle andre (næsten) hvide næsehorn var de stille og rolige, men en sikkerhedsafstand er nu ønskelig. Det ville nu ikke være rart, at en af dem kløede sig op af vores leje bil.

Vi nåede frem til Crocodile Bridge i tide til en kop formiddagskaffe, efter kaffen begyndte vi at kører nord på ad de små veje, det er allerede meget varmt her til formiddag. Så varmt så selv en af de store elefant tyre havde lagt sig ned på siden i skyggen af et træ, noget man ikke ser ret tit. Da han efter en 5-10 minutter fik sig rejst igen, satte han hoved helt ind mod en træstamme, måske for at hvile sig bedst mulig?

Da vi nåede hjem til Lower Sabie lidt i tolv, var temperaturen i skyggen 39 grader, det er godt nok varmt for en nordbo.

Efter frokost krøb vi så langt ind i skyggen som overhoved mulig, det var det nu ikke alt der gjorde. I løbet af middagspausen fik vi besøg af et firben, det syntes åbenbart ikke det var varmt nok, så den krøb op på vores gril, som var lavet af støbejern og stod i solen, det så nu godt nok ud, som om det var lidt varmt for dens føder, men eller nød den tilsyneladende at solbade her på grillen.

Der blev også tid til at studere hvordan varmtvandsbeholderen var installeret, og får at virke korrekt burde den stå op, men det var der åbenbart ikke plads til.

Ved halv tre tiden kørte vi ud i parken igen, termometret viste nu 41 grader, vi ville kører op på en lille høj i nærheden, i håb om at her var ligt vind, på højen ligger et lille picnic spot, Ntandanyathi - med et godt skygge sted, her var temperaturen helt menneskelig.

Da vi mente, at nu måtte temperaturen nede i lavlandet være sådan, at vi kunne holde ud at sidde i en bil, kørte vi ned igen. Temperaturen var faldet, men ikke sådan helt vildt, den lå stadig på 38 grader, vi søgte ned til floden, idet vi gik ud fra, at en del af dyrene ville have brug for en ekstra tår vand, inden det blev mørkt.

Her var da også en del, specielt var vi heldig ved Sunset Dam lige uden for Lower Sabie, her kom en kæmpe flok bøfler ned for at drikke i timen op til solnedgang. Det var jo herligt, så kunne vi sidde og bælle vand i os som sundowner, medens vi så på. Desværre var det blevet for mørkt til at tage billeder af flokken på flere hundrede bøfler.

2/10-2006 Hjemrejse dag.

Vi skal rejse hjem i dag, men vi skal først flyve ud fra Johannesburg kl. 23, så vi har god tid.

Vi står op som i går 4⁴⁵ og får pakket, lidt i 6 er vi klar til en sidste formiddag i parken, vi kører stille og rolig over mod Berg-en-dal, hvor vi har planlagt at tage vores frokost, på vejen holder vi en lang formiddags pause i fugleskjulet Gardenia.

Vi forlader parken kl. 12¹⁵ gennem Malelane gate, efter en begivenhedsløs tur afleverer vi en møg beskidt bilen til Avis kl. 17, med vanlig sydafrikansk standard tager det under 30 sekunder, det går så stærkt, at man bliver i tvivl, om alt er i orden.

Så er det bare at vente og vente og vente indtil vi igen er hjemme i Billund.

Efterskrift.

Første gang vi var i Krüger var i 2001, den første strækning vi kørte i parken var fra Malelane gate til Berg-en-dal for at få frokost. Det er nok sandsynlig at den omvendte strækning, fra Berg-en-dal til Malelane gate efter frokost, bliver vores sidste i Krüger.

Enten husker vi forkert og kom til Krüger med for høje forventninger, eller også har parken igennem de sidste 5 år gennem gået en udvikling mod det mere safari park agtig, en ting er sikkert, der er kommet rigtig mange mennesker i Krüger, mennesker som mest er der for at holde ferie, grille og drikke øl.

Så på trods af en fin oplevelse i det alder nordligste og de 2 fantastiske timer den 30 er beslutningen taget, Krüger er for tam for os.