Så er det ved at være tid, at vi kommer på en rigtig safari. Vi bliver vækket kl 6:30 for nu skal campingudstyret pakkes på bilen og i traileren. Vi skal have fyldt vand på de forskellige tanke på bilen og i løse 25 liters dunke, så vi har vand til både opvask, afvaskning/brusebad og drikkevand.

Derefter køre vi i ca. 4 timer på små veje med meget løs og fint sand. Det bliver varmere og varmere jo mere vi nærmer os middag. Da vi ankommer til Nogatsaa bushcamp, som ligger ved et lille vandhul er det blot en plads i nationalparken, som er beregnet til at campere på. Vi sætter vores telte op efter camp assistenten, som vi har med, har anvist os vore pladser. Der graves også et hul, hvor der sættes et toilettelt over.

Efter vi har indtaget frokosten, finder vi et sted i skyggen, hvor vi kan følge trafikken til og fra vandhullet. Ganske tæt forbi campen passere større dyr, som Sabelantilope og Tsessebe samt flere flokke af elefanter.

De 2, som jo ikke har det samme behov for at se dyr som os, har lagt sig i teltet for at få en middagslur. De er jo oppe et stykke tid før os andre, og de er også altid de sidste der går i seng.

Vi fik dem hurtig fortalt, at der var en slange under deres telt. Så skal vi lige love for at de begge to kunne komme ud af teltet i en vældig fart. Det viste sig at de to, som ellers ikke var utryg ved nogle af de store dyr, var pisse bange for slanger. Deres spørgsmål til Ulla, som kun havde set slangen i 5 sekunder gav ingen sikre indikationer af, hvilken slange det kunne være.

Teltet blev nu flyttet forsigtig og pludselig kom slangen pilende ud under teltet og over i et træ, som stod midt i lejren, hvor den forsvandt fuldstændig.

Nu fik vi den set alle sammen, og Jamy fandt sin slangebog frem. Efter lidt bladren og en del parlamentering med John blev han enig med sig selv om, at det var en ugiftig sandslange. Men da han blev ved med at bladre i bogen, virkede det nu ikke helt overbevisende.

Der faldt igen ro over lejren, vi fortsatte med at studere livet ved vandhullet. Jamy fortsatte sin middagslur, men John rodede lidt i køkkenafdelingen. Og slangen…….

Nok engang blev telt flyttet, denne gang havde John gjort en pind klar, som han ville bruge til at holde slangens hoved nede med.

Planen lykkedes, selvom slangen kunne flytte sig væsentlig hurtigere end man skulle tro. Nu ville vores "italienske ven" (en af de andre gæster) til at slå slangen ihjel, men det fik John hurtig forhindret. Man slår ikke noget som helst ihjel i nationalparkerne.

John tog nu iført hans ”varmehandsker” slangen bag hovedet og bar den langt væk.

Sjælden har vi set så stolt en mand som John, da han stod der med slangen. De huer dem ikke, og Jamy var da heller ikke på noget tidspunkt i nærheden af slangen.