Derfor har giraffen en lang hals -

En  Østafrikansk historie.

I begyndelsen, da gav Gud Giraffen ben og hals som andre dyr, faktisk lignede den nogle af de større antiloper som Eland og Kudu. Det var også fint indtil et år, hvor tørken ramte landet. Alle dyrene sultede, da stort set alt græs og løv var gnavet af. Alt der var tilbage var de gule bitre græsser og tørre kviste. Der var stor konkurrence mellem dyrene, og de måtte gå mange kilometer hver dag mellem græsarealerne og de resterende vandhuller. I sådanne tider er det kun de stærkeste, og dem der er i god form, der overlever.

En dag møde Giraffen sin ven Næsehorn ude på den brændende varme savanne, hvor hvirvelvindene sugede sandet op og horisonten flimrede i den frygtelige hede. De vandrede udmattede langs sporet tilbage til vandhullet, og da de gik, klagede de over den hårde tid og manglen på føde.

"Ah, min ven", sagde Giraffen, "Der er alt for mange dyr, som søger føde på savannen - og de tramper den smule der er ned. Og se alle de høje akacietræer derovre".

"Ooohphhh", svarede Næsehorn. (Den var - og er stadig ikke - udstyret med store talegaver).

"Det ville være dejligt", fortsatte Giraffen, "hvis man var i stand til at nå de mange blade på de øverste grene. Der er masse af føde i dem, men jeg kan ikke klatre i træer, og jeg antager, at det kan du heller ikke".

Næsehorn var enig og kigger længselsfuldt op på de grønne blade på akacietræet. "Måske", sagde Næsehornet, "skulle vi gå hen og besøge medicinmanden". Den holdt en pause. "Han er meget klog og utrolig stærk". Næsehornet nipper til en tør kvist og tænker.

"Det er en god ide!", siger Giraffen, "Hvilken vej, gamle ven? Tror du, han kan hjælpe os?".

De to venner vandrer af sted i solnedgangen, stopper kun på vejen for at drikke lidt vand fra et mudret vandhul.

Efter en lang og trættende vandring natten over og den næste halve dag, når Næsehorn og Giraffen endelig deres mål. De forklarer ham deres problem. Medicinmanden griner og siger, "Oh, det er ret nemt. Kom igen i morgen eftermiddag, og jeg vil give jer begge en magisk blanding af grønt. Det vil få jeres ben og hals til at vokse så meget, at I kan nå trætoppene!".

Medicinmanden går i gang med at lave den magiske blanding. Næsehorn og Giraffen går tilbage til vandhullet.

Den næste dag er det kun Giraffen, som møder op ved medicinmandens hytte på den aftalte tid. Det tåbelige Næsehorn har fundet en smule grønt græs, som på en eller anden måde er blevet overset af de andre dyr. Det virker som et lille festmåltid, så derfor glemmer den sin aftale med medicinmand.

Medicinmanden og Giraffen venter endda et stykke tid på Næsehorn, men medicinmanden bliver utålmodig. Medicinmanden giver Giraffen hele den magiske blanding af grønsager, og forsvinder ind i sin hytte. Giraffen spiser det hele, og straks den er færdig, får den en underlig prikkende fornemmelse i sine ben og hals. Giraffen glippede med øjnene, jorden kom længere væk! Sikken en sjov fornemmelse!

Giraffen lukkede sine øjne halv i frygt og halv i svimmelhed. Så åbnede den dem igen, og hvor havde verden dog ændret sig. Den var højt oppe i luften og kunne se kilometer væk. Den kiggede ned på sine lange, lange ben og den lange, lange hals og smilede. De magiske grønsager havde virket, og der i øjenhøjde og ikke særlig langt væk, var den tykke grønne trætop på et højt akacietræ.

Pludselig kom Næsehorn i tanke om sin aftale, og traskede hurtigt hen til medicinmandens hytte, men den var for sent på den. Næsehorn så den nye høje elegante Giraf spise fra trætoppene og fri for konkurrence fra de øvrige dyr.

Da medicinmanden fortalte Næsehorn, at der ikke var mere af den magiske blanding tilbage, mistede Næsehornet sit temperament.

Den blev så gal, at den sænkede sit store horn og angreb ham, og jagede medicinmanden langt ud i bushen.

Nogle siger, at selv den dag i dag er Næsehornet i dårligt humør, og angriber mennesker hver gang den bliver mindet om Giraffens store gave - den lange hals og flotte hals.